23948sdkhjf

Rema 1000s nybyggeri skal lukke eksisterende lagre

Der er livlig aktivitet omkring Rema 1000’s danske hovedkvarter i Horsens. Det er ikke bare de mange medarbejdere, der møder ind, eller lastbilerne der venter på næste læs - et nyt, stort byggeri er også i gang på grunden. 

Nærmere bestemt drejer det sig om 30.000 kvadratmeter, der blandt andet vil rumme et 35 meter højt højlager, hvor der bliver plads til 28.000 paller. I øjeblikket råder Rema 1000 over 57.000 kvadratmeter omkring hovedkontoret, men selvom det på papiret ligner en forøgelse på 50 procent af kapaciteten, så virkeligheden faktisk en anden, fortæller logistikdirektør i Rema 1000, Ole Thomsen. 

- For os er det et spørgsmål om at udvide noget kapacitet, så vi kan få lukket vores kampagnelager og samle os på færre lokationer. Kvadratmetermæssigt lukker vi næsten lige så meget, som vi åbner. Selvfølgelig bygger vi også for at understøtte væksten og udvide kapaciteten, men det er i virkeligheden mere et forretningsunderstøttende projekt, siger Ole Thomsen.

Vil sammenlægge flow

Rema 1000’s logistik er delt op i tre strenge: friske varer som frugt, frisk kød og mejeriprodukter; kolde varer som frostvarer, ost og pålæg; og så endeligt tørvarer.
Hver streng bliver distribueret til butikkerne hver for sig, de friske varer eksempelvis alle ugens dage. 

I denne omgang nybyggeri er det tørvare-strengen, der bliver fokuseret på. For den rummer også nogle udfordringer, når der også bringes kampagnevarer ud til kædens købmænd, og de varer bliver leveret på én gang én gang i ugen. 

- Det er ofte voldsomt store mængder, og vi kan ikke levere til alle butikker samme dag, så de får det spredt ud over ugen. Nogle købmænd får varerne for tidligt i forhold til, hvornår det er optimalt, mens andre får dem for sent, fordi de får dem, så de måske skal håndtere dem op mod weekend, hvor der er travlt.

- Det, vi ønsker, er at prøve at sammenlægge de to flow, så vi rammer butikken lidt oftere end vi gør i dag og samtidig så får de alle sammen kampagnevarerne mere just in time, siger Ole Thomsen.

Væsentlig mere effektiv

Det nye lagerbyggeri kommer til at effektivisere den måde, som man hidtil har håndteret dagligdagen på, fortæller Ole Thomsen. 

- At vi kombinerer automatisering med det manuelle lager giver os en god fleksibilitet. Så vi har stadig mulighed i forhold til, hvis der sker noget igen, siger han med henvisning til en lignende situation, som den corona-pandemien har affødt. 

- Det er først og fremmest et højlager til paller. Derudover får vi også en pakkemaskine, der er højt automatiseret. Når vi skal pakke varerne, så skal vi have dem pillet af pallerne, for vi kan ikke pådutte butikkerne at bestille en hel palle af alting. For at kunne opfylde det, så skal vi jo have transformeret leverandørpallen om til løse colli og samlet det igen i den butikspakkede palle med i gennemsnit 70 forskellige colli, siger Ole Thomsen. 

Foto: Lars Reese / Rema 1000

Det er netop her, at den nye teknologi kommer til at gøre håndteringen “væsentlig mere effektiv”, siger Ole Thomsen.

- Hvor det i dag er mennesker på truck, der flytter mange af pallerne, vil det være robotter. Der hvor det i dag er kolleger på plukketrucks, der plukker varerne, vil vi bringe varerne frem til nogle arbejdsstationer i stedet.

Sikret til 2030

Et effektivt logistiksystem er det, der fortsat skal være med til at sikre Rema 1000’s vækst. 

- Når vi vækster, så skal vi sikre, at vi har kapacitet nok til at understøtte det. På det daglige plan handler det om at bidrage til, at kunden får den bedste mulige oplevelse - og det er blandt andet at øge leveringsfrekvensen.
Derudover skal vi gøre købmandens hverdag nemmere, så de får leveret varerne på en måde og på et tidspunkt, der er optimalt, siger Ole Thomsen.

Når de nye bygninger er klar, så fyldes de dog ikke helt ud fra starten af. 

- Vi bygger bygningerne derude, men så flytter vi ikke automatisk ind i det hele fra starten. Vi har investeret i automatik, der vil bringe os nogle år ud i fremtiden, og så kan vi putte mere automatik ind med tiden. Med det, vi laver nu, så er vi sikret frem mod 2030 eller deromkring, siger Ole Thomsen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073